af Thilde

Den nyligt overståede weekend var en af den slags, som mange børnefamilier nok kender til, hvor man kommer rundt i hele registret: fra total hygge og velvære til konflikter og kaos. Fra sammenhold og glæde til skænderier og skæld ud. Lørdag aften faldt jeg omkuld i sofaen, fyldt op af tanker, skuffet over mig selv og min evne til at håndtere udsvingene på en god måde. De følelser kan gå i mange retninger, men denne lørdag aften forvandlede de sig til disse ord:

Derfor er jeg glad for at have Gud med i mit forældreskab:

Jeg har et sted at gå hen, når jeg igen, igen, igen, igen, igen kommer til kort i forhold til mine egne gode intentioner.

Når jeg råber, når jeg skælder ud, når jeg ikke lytter, når jeg ikke ser, når jeg udøver min magt på bekostning af mit barn, når jeg ganske enkelt ikke slår til, fordi jeg er et uperfekt menneske i en uperfekt familie bestående af uperfekte mennesker.

I dén situation har jeg et sted at gå hen. Og ikke bare et sted at gå hen, men en person at henvende mig til. Og ikke bare en hvilken som helst person, men min elskede almægtige, perfekte og barmhjertige far, som tager mig i sine arme, knuger mig ind til sig og siger ”Jeg ved det godt.” Så vrister han forsigtigt skylden og skammen ud af mine krampagtigt lukkede hænder, og jeg mærker stille byrden lette. ”Må jeg blive siddende lidt endnu?” spørger jeg, for jeg ved, at om lidt skal jeg ud i verden og familien igen. ”Skal vi ikke gå sammen?” spørger han, så det gør vi. Sammen går vi ud i verden og familien og med ham ved min side, forsøger jeg at rydde op efter mit rod i relationerne.

Dette indlæg blev oprindeligt skrevet til og udgivet på Børn i Pluralismes blog.

Foto: Ian Espinosa på Unsplash