af Thilde

Jeg er velsignet med tre skønne unger, der hver på sin helt unikke måde giver mig bekymringer og grå hår. Blandt andet fordi de, i forskellig dosis, er i besiddelse af stort temperament, stærk vilje og følsom natur, som i perioder stiller meget store krav til mig som forælder.

En lille smule klogere

I løbet af det sidste års tid er jeg begyndt at se på udfordringerne med et anstrøg af taknemmelighed. Mine børn gør mig til en bedre mor, når de udfordrer mig. Ikke lige i det øjeblik, hvor bølgerne går højt, og jeg mister tålmodigheden og bliver en dårligere mor, end jeg har lyst til at være. Men når det hele er lidt på afstand, forsøger jeg at blive klogere. Klogere på, hvad vreden er for følelse; klogere på, hvad jeg gør i mødet med min egen vrede og ikke mindst klogere på, hvordan jeg støtter og hjælper mit barn, når det oversvømmes af vrede og frustration.

Det er ikke, fordi jeg på nogen måde er blevet ekspert eller vil påstå, at jeg har fundet de vises sten indenfor børneopdragelse. I stedet har jeg efterhånden fået opbygget et lille sæt værktøjer, som virker i lige præcis vores familiekonstellation. Jeg har også afprøvet 100 værktøjer eller flere, som helt bestemt IKKE virkede for os.

Mere proces end projekt

I Familielaboratoriet mener vi ikke, at familien er et projekt, man kan gøre færdigt og komme i mål med. Det er tværtimod netop et laboratorium, hvor man må prøve sig frem, lave små eksperimenter og finde ud af, hvad der kan lykkes i lige præcis den unikke familie, man er en del af.

Det kræver nogle gange, at man prøver 100 forskellige ting, før man finder de to ting, der virkelig gør en forskel – og det er okay! Processen kan være hård og opslidende – yup, been there and is not done yet – særligt når man står med konkrete problemstillinger og udfordringer, man ikke kan se sig ud af. Men måske kan bevidstheden om, at det er i orden at prøve sig frem, være med til, at man giver sig selv lidt mere albuerum og lidt mere nåde, når det ikke lykkes med de første 10 forsøg.

Min 2-årige lagde sig på vejen under en gåtur, hvor han ikke gad gå mere…
Oh the joy of parenting!

Jeg vil gerne dele et af mine værktøjer her. Ikke fordi I så skal gå hjem og bruge det i jeres familie – selvom I naturligvis er mere end velkomne til at eksperimentere med det. Det er for at give et eksempel på, hvordan det kan tage tid at finde frem til de værktøjer, der passer til ens familie, og at selv når man har fundet dem, skal man øve sig i at bruge dem, og måske duer de ikke i alle situationer.

Rollercoaster of emotions

Når man har et eller flere børn, der lever meget i yderpunkterne af følelsesregistret, føler alle følelser meget intenst og giver udtryk for dem lige så intenst, så går bølgerne højt i familien flere gange om dagen. Det opleves nogle gange som en “rollercoaster of emotions” – en følelsernes rutschebane, hvor vi kan gå fra den ene yderlighed til den anden i løbet af få minutter.

Vi har forsøgt mangt og meget for at minimere udsvingene, for det er opslidende at skulle køre i rutschebane hele dagen. Man bliver både træt og køresyg af sådan en omgang.

Gennembruddet

Det store gennembrud kom, da det af forskellige veje blev klart for mig, at jeg jo ikke behøver køre med i rutschebanen. Jeg kan stå ved siden af og se på, mens barnet eller børnene tager sig en tur af de store og så være klar til at tage imod, når turen er slut.

Selvfølgelig er det ikke så enkelt, som det lyder. Jeg kan bruge meget energi på at holde mig selv rolig, når skældsordene flyver, og der også uddeles slag og spark. Men samtidig er det præcis så enkelt, som det lyder – jeg forstår nemlig min opgave nu. Det er hverken mig, der styrer rutschebanen eller bygger den, så jeg kan ikke kontrollere hastigheden på toget, eller hvor store udsvingende skal være. Til gengæld kan jeg koncentrere mig om at være rolig og blive på jorden ved siden af.

Stilhed og sceneskift

Konkret har jeg fundet ud af, at barnets rustchebanetur slutter hurtigere, når den får plads, og når der vises tilgængelighed. Det vil sige, at når mit barn raser og skælder og smælder i stuen, så sætter jeg mig i sofaen og siger ikke noget. Slet ikke noget. Højst et “Uhm” eller “Uhm-hum” eller allerhøjest et “Ja, det kan jeg godt høre”. Jeg afventer bare, at farten på rutscheturen begynder at aftage. Når den gør det, kan jeg måske lave en lille berøring; lægge en hånd på benet eller ae armen forsigtigt. Jeg forsøger at lægge an til en blid landing. Måske kommer der så tårer; måske flere skældsord, men jeg holder mig tavs så længe som muligt. Hvis der er brug for at snakke om det, vil barnet som regel selv tage initiativ, når jeg har været tavs længe nok. Andre gange er der brug for et sceneskifte, og så foreslår jeg en aktivitet, som indeholder samvær på en eller anden måde. At tegne eller bygge lego eller spille et spil, eller hvad nu barnet interesserer sig for.

Mit håb med denne tilgang er, at barnet oplever sig rummet, præcis som det er med de følelser, der fylder, og at jeg ved at være i ro kan være et forbillede på at holde hovedet koldt.

Alt for passivt?

Det er det værktøj, der virker bedst for os med de børn, vi har, hvor det slet ikke ville fungere for andre familier. Nogle gange er vi selvfølgelig også nødt til at gribe mere direkte ind for at hjælpe barnet til ikke at komme til at skade sig selv eller andre. Jeg må også blankt tilstå, at jeg er særligt udfordret af at bruge dette værktøj, når vi er ude blandt andre, hvor det let kan opfattes som en alt for passiv tilgang. Det er nogle gange sket, at andre i bedste mening griber ind, fordi de ikke forstår, hvad jeg gør.

Men vi eksperimenterer fortsat, prøver os frem i forskellige sammenhænge, så det er, som det skal være. Børnene bliver ældre, dynamikkerne ændrer sig. Livet er ikke statisk, så hvorfor kommer vi nogle gange til at synes, at familielivet skal være det?

Hvilke familieeksperimenter har du prøvet? Og har du nogle små værktøjer, som fungerer godt hos jer, og som andre kan lade sig inspirere af til deres egne eksperimenter?

Eller kæmper du med eksperiment 99 uden at have oplevet gennembrud endnu? Vi står ved din side, hepper og krydser fingre for at eksperiment 100 er det, der fungerer for dig og din familie!