Af Thilde

Dette indlæg er langt.

Til gengæld vil jeg godt love, at hvis du hænger på til den bitre ende, får du masser af viden og praktiske fifs til, hvordan du giver dine børn de bedste forudsætninger for at få et godt forhold til mad og hjælper dem til at blive madmodige, samtidig med at I får nogle roligere og hyggeligere måltider sammen i hjemmet.

Læs om:

  1. Baggrunden for at skrive om måltider
    • for Familielaboratoriet
    • min personlige historie
    • hvor jeg har hentet viden henne
  2. Et nyt mindset
    • 2 ændringer jeg selv har gennemgået i den måde, jeg tænker om mad på
    • hvad det betyder for min opdragelse
  3. Praktiske værktøjer
    • 2 helt lavpraktiske tilgange, der give dine børn et sundt forhold til mad og ro i maven hos dig som forælder

Familiemad og familieværdier

I Familielaboratoriet arbejder vi i øjeblikket en del med værdier. Vi barsler med et spændende projekt, som tager afsæt i netop forældres værdier og værdierne i familien.

Merete skrev tidligere om, hvordan en voldsom oplevelse fik hende til at tænke mere over, om deres værdier egentlig bliver afspejlet i hverdagen. Det kan du læse her:

“Oplevelsen mindede mig om livets skrøbelighed og forgængelighed.”

Familiens måltider er også båret af værdier.

Især aftensmåltidet har en særlig status i mange hjem og familier, og ofte har vi også mange gode ting, vi vil med dét måltid, fx:

  • styrke fællesskabet gennem samtale og hygge (måske også fællesskab med Gud gennem bordbøn eller bibellæsning)
  • blive mætte og få den næring, vores kroppe har brug for
  • lære vores børn god bordskik

Virkeligheden for rigtig mange med små børn er bare, at vi sjældent kan lykkes med det hele.

Det er et presset tidspunkt på dagen.

Ofte er vi trætte, ungerne skriger, den ene vil ikke have frikadeller, den anden vil ikke have kartofler og den tredje vil slet ikke sidde ved bordet.

Det bliver ikke særlig hyggeligt, maden bliver kastet på gulvet og får vores børn egentlig får den næring, de har brug for?

Sådan har det i hvert fald været hjemme hos os

– og sådan er det stadigvæk nogle gange.

Hjemme hos kofødderne

Kaotiske måltider har været en del af vores hverdagsvirkelighed i så mange år, at jeg ikke ved, hvornår det startede.

I begyndelsen var udfordringen i høj grad bordskik. Alene det overhovedet at få børnene til at blive ved bordet, da man ikke længere kunne spænde dem fast i en højstol, var en udfordring, jeg ikke vidste eksisterede, inden jeg selv fik børn.

Men efterhånden som mine unger er blevet ældre, er udfordringerne rykket mere over på værdierne om fællesskabet og ikke mindst ernæringen: ønsket om at de spiser varieret og har mod på at smage nyt.

Jeg har ofte joket med, at vi kom madpyramiden rundt på et år.

Man skulle i hvert fald ikke kigge på de enkelte dage eller måltider for at se, at børnene spiste varieret.

Det sidste års tid har jeg mærket, at modet til at prøve nyt mad blev yderligere indskrænket.

Mad, som før var relativt safe choices, blev et kæmpe nej tak, og efterhånden følte jeg det som om, der ikke var én eneste fødevare, jeg kunne sætte på bordet, og som alle unger med sikkerhed ville spise.

Til sidst fik jeg nok og begyndte at gå på jagt efter god viden om børns spisevaner, og hvordan man hjælper dem ud af kræsenhed og til mere madmod.

Æres den som æres bør

Der findes mange røster i krydsfeltet mellem sundhed, spisning og børn/familie, og der er rigtig, rigtig meget pseudovidenskab.

Derfor har det været lidt af en proces et at finde nogen, der ikke giver halve sandheder for at sælge en bestemt overbevisning – og typisk også et bestemt produkt.

Men det er lykkedes mig at finde særligt to inspirationskilder, som jeg vil pege på.

Begge har deres faglighed 100% i orden, arbejder evidensbaseret, formidler levende og let, og de lægger ikke unødvendige byrder på mennesker i fht. at leve op til umulige sundhedsmæssige idealer.

Den ene kilde er dansk og en etableret røst herhjemme; den anden har jeg fundet frem til gennem en udenlandsk bekendt, som er ernæringsfaglig.

Dette er ikke reklame eller spons – jeg har ikke modtaget ydelser eller bliver betalt for at skrive om disse fagpersoner! Det er 100% min egen holdning – og mine egne penge, der har betalt for de ydelser, jeg har købt mig til.

Først og fremmest har Morten Elsøe og Anne Gaardmand fra Livsstilshuset i Aarhus haft en kæmpe indflydelse på, at jeg har skiftet mindset i forhold til den måde, jeg ser på ernæring.

Især vil jeg anbefale podcasten “Detox din hjerne“, hvor de går i kødet på de mange myter om mad og sundhed, der florerer i vores samfund, og som inddirekte bidrager til, at mange i dag får et forstyrret forhold til mad.

Morten Elsøe og Anne Gaardmand udkommer i maj med en bog om netop gode spisevaner for børn og familier, som jeg glæder mig rigtig meget til at læse.

Hvor Livsstilshuset har været afgørende for mit mindset, har den australsk/amerikanske diætist Thalia Eve fra The Plum Pantry givet mig mange gode konkrete værktøjer til hverdagen.

Hun deler meget af sin viden helt gratis på både Facebook, Instagram og YouTube, og så har hun to minikurser, man kan købe online. Det ene er hun dog ved at opdatere og udvikle, men mon ikke det, der kommer bagefter, bliver endnu bedre.

Resten af indlægget her er viden, jeg har opsamlet primært gennem de to kilder, som er filtreret gennem mine egne erfaringer med min familie, og nu kondenseret i et blogindlæg.

Jeg vil derfor ikke kildehenvise mere i dette indlæg, men blot pege på, hvor I kan få uddybet yderligere, hvis I vil det. Eller skriv en kommentar og så kan jeg prøve at svare eller henvise videre.

Nyt mindset

Der er især to ændringer i mit mindset, som har haft en afgørende betydning for min forståelse af, hvordan jeg giver mine børn de bedste forudsætninger for at få et godt forhold til mad. Begge dele er både Livsstilshuset og Thalia fortalere for med afsæt i, hvad forskningen på området siger.

Slik er også bare mad

At vi VED, hvad der er det bedste at gøre, fører ikke nødvendigvis til, at vi gør det.

Det ved de fleste af os godt og har erfaret på forskellige områder i vores liv.

Det gælder ikke mindst inden for kost og motion, hvor forskning viser, at det at opdele madvarer i god/dårlig, sund/usund får den præcis modsatte effekt. Det øger lysten til de “forbudte” fødevarer og mindsker den naturlige lyst til “sunde” fødevarer.

I det hele taget er det at betegne forskellige fødevarer som sund/usundt ikke rigtigt, fordi det handler langt mere om mængde og hyppighed.

F.eks. er en plade chokolade hverken sund eller usund i sig selv, men er det det eneste, du spiser til alle dagens måltider, ja så er det en usund livsstil. Men spiser du i øvrigt varieret, er det ikke den plade chokolade, der vælter læsset.

På samme måder kan gulerødder også blive usunde, hvis det primært er dét, du lever af, fordi din krop ikke får alle de næringsstoffer, den har brug for.

Overfor vores børn skal vi derfor forsøge at stoppe med at tale om fødevarer som to forskellige kategorier, hvor den ene er bedre end den anden.

Søde sager skal ikke være en belønning eller sættes på en piedestal ved kun at serveres ved særlige anledninger.

Vi skal i stedet arbejde for at fjerne “magien” ved slik og søde sager, f.eks. ved at integrere den type fødevarer i måltider med andre typer fødevarer. Thalia Eve foreslår eksempelvis, at man altid serverer desserten sammen med hovedmåltidet. Så kan man bedre prioritere og disponere over sin appetit.

Hvilket fører os til næste mindset-ændring…

Lyt til maven

At lytte til vores mavefornemmelse er normalt et udtryk vi bruger om vores intuition, men det er faktisk også en øvelse, vi kan bruge, når vi skal finde ud af, hvor meget mad vi har brug for.

Fra barnsben er vi født med en intuitiv fornemmelse for vores sult og mæthed.

Et spædbarn spiser, når det er sultent og stopper, når det er mæt. Appetitten kan svinge fra dag til dag og fra fase til fase, men grundlæggende er vi som art designet til at kunne regulere vores fødevareindtag efter vores krops behov.

Kulturelt sker der så desværre det, at vi gradvist lærer at overrule vores krops signaler, f.eks. når vi opdrages til at skulle spise op. Her er det tallerknens kapacitet, eller øjnenes sult, der tages hensyn til; ikke mavens signaler om mæthed.

Både Thalia og Livsstilshuset taler for intuitiv spisning som en måde at forebygge overvægt og spiseforstyrrelser. Ved at mærke efter hvornår vi er sultne, og hvornår vi er mætte – og handle derefter – øver vi os i at respektere kroppens signaler.

Derfor skal vi respektere, når vores børn siger, at de er mætte og ikke nøde dem til at spise mere – også selvom de måske i vores optik ikke har spist særlig meget.

Vi skal i stedet anerkende, at de lytter til deres krop.

Og er vi i tvivl, om de har fået nok, er vi så heldige at bo i et rigt land, hvor vi næsten med sikkerhed ved, at der kommer et måltid igen senere, hvor de har mulighed for at spise sig mætte.

To praktiske værktøjer

Som nævnt har jeg lært nogle gode praktiske værktøjer hos Thalia, men jeg har mødt variationer over dem hos Livsstilshuset også.

Her er to af de mest enkle; dem, som har gjort den største forskel hos os – eller som rettere er igang med at gøre en forskel hos os. Det er på den ene side enkelt at implementere, og på den anden side er det også en proces, der tager tid og må justeres lidt på løbende.

Vi starter med den simpleste og slutter med den væsentligste.

Fødevaregrupper

Thalia taler om, at fødevarer kan opdeles i fire hovedkategorier:

  1. kornprodukter
  2. mælkeprodukter
  3. kød/køderstatninger (fx tofu)
  4. frugt/grønt.

Hun anbefaler, at man til hvert måltid, også mellemmåltider, stræber efter altid at have to fødevaregrupper repræsenteret.

Det betyder også, at når hun f.eks. serverer slik, som ikke er med i nogen fødevarekategori, så serverer hun to andre ting sammen med, f.eks. frugt og knækbrød. Det er ikke sikkert, at der bliver spist noget af det, men det signalerer til barnet, at slik er en fødevare på linje med andre fødevarer – jævnfør mindsettet fra tidligere.

For mig har der været to store øjenåbnere forbundet med det værktøj:

For det første har jeg for alvor fået øjnene op for, hvor ensidige især vores mellemmåltider bliver. Det er ofte frugt eller kiks, men har for sjældent været begge dele.

Thalia taler meget for, at man i det hele taget ser mellemmåltiderne som rigtige måltider, og der serverer, hvad man ellers ville til et hovedmåltid. På den måde behøver man heller ikke være nervøs for, om ens barn spiser sig for mæt til et mellemmåltid.

For det andet har det lindret min dårlige samvittighed over de dage, hvor jeg ikke får lavet “rigtig mad”, men bare serverer Havrefras med mælk til aften. For hey, der er faktisk to fødevaregrupper med i det måltid, og så kan de få noget fra de andre grupper til næste måltid.

Rollefordelingen til måltider – Division of Responsibility

Thalia taler meget for, at vi som forældre skal være “kind and confident leaders”, og det er blandt andet dét, det næste værktøj hjælper til.

Det handler dybest set om, hvem der bestemmer hvad i forbindelse med familiens måltider.

Thalia understreger, at både børn og voksne har nogle ansvarsområder, og at det er vigtigt, at de overholdes, så der opbygges tillid mellem forældre og børn.

Helt overordnet er det forældrenes ansvar at sætte rammen om måltidet, og børnenes ansvar ligger indenfor den ramme, forældrene sætter. Her har de til gengæld ret frie muligheder, og forældrene skal øve sig i at blive på egen tallerken, når de har opfyldt deres ansvar.

Forældrenes ansvar er:

1. Hvad der serveres (maden til måltidet)
2. Hvornår der serveres (tidspunkt for måltidet)
3. Hvordan der serveres (miljøet omkring måltidet)

Det betyder f.eks. at hvis barnet beder om noget, der ikke er en del af måltidet, er det forældrenes valg, om de vil inkludere det i dét måltid eller vente til et andet måltid.

Det er også forældrene, der bestemmer, hvor mange måltider, der er i løbet af en dag, og på hvilket tidspunkt de ligger.

Selvfølgelig kan man være fleksibel og flytte aftensmaden en halv time frem, hvis børnene er ved at DØ af sult, men det er stadig 100% forældrenes beslutning.

For de fleste familier er det en fordel at have en fast måltidsrytme, så der ikke den ene dag er tre måltider og den næste seks. Det skaber tryghed og forudsigelighed for hele familien.

Hvordan der serveres handler både om de praktiske rammer for måltidet:

Må man f.eks. spise i sofaen?

Skal man bruge bestik eller må man bruge fingre?

Men det handler også om stemningen ved bordet: Det er forældrene, der sætter tonen i den måde, man er sammen på. De er rollemodeller for fællesskabet omkring maden.

Og det er også forældrene, der bestemmer, hvornår og hvordan måltidet slutter:

Må man gå, når man er færdig?

Skal man vente på hinanden?

Sluttes måltidet med en bøn, en sang eller på anden måde en fælles afrunding?

Barnets ansvar er:

1. Hvad det vil spise
2. Hvor meget det vil spise
3. I hvilken rækkefølge det vil spise

Det betyder f.eks. at når forældrene har sat maden foran barnet, så er deres opgave i forhold til maden faktisk slut.

De skal ikke kommentere på, hvad barnet gør ved maden, nøde det til at spise eller sige “Du kan da godt lige smage det”.

Alt det er op til barnet selv.

Min erfaring med at have en klar ansvarsfordeling – og vide, hvad der helt konkret er min opgave – har været, at jeg kan slappe meget mere af omkring måltiderne. Jeg behøver ikke fokusere på, hvad og hvor meget mine børn spiser, men kan i stedet øve mig på at mærke i mig selv, hvornår jeg er mæt og skal stoppe med at spise.

Det har også gjort, at mine børn bliver mere nysgerrige overfor at prøve nyt, når jeg ikke hele tiden holder øje eller kommenterer.

Kun hvis de selv kommenterer på det, reagerer jeg måske

– eller det er i hvert fald, hvad jeg øver mig på.

Derudover er vi begyndt at servere maden på den måde, at lidt af alt, hvad der er på bordet, allerede er på tallerknen, når de sætter sig til bordet – i meget små portioner.

De må selv bestemme, hvad de spiser, og om de spiser, men jeg bestemmer, at det er på tallerkenen.

På den måde bliver de eksponeret for nyt mad mere direkte, end når det er i gryder og skåle på bordet, hvor de ikke altid kan se det.

Det udfordrer min madspilds-modstand, men ofte kan jeg lægge det urørte sammen med øvrige rester, og så er det faktisk ikke så galt.

Vi har stadig mange skridt at gå i at implementere alt det nye, jeg har lært, men selv med de forholdsvis små ændringer, vi har foretaget, kan jeg mærke en forskel – både på mit eget stressniveau til måltiderne, på stemningen ved bordet og på ungernes madmod.

Tillykke, hvis du nåede igennem det hele! Du er min nye helt!

Der er selvfølgelig meget mere at sige om de forskellige emner, men nu har du fået en lyn-indføring i nogle af tankerne. Jeg håber, at du er blevet inspireret til at prøve noget af hjemme hos dig selv.

Fortæl endelig om, hvordan jeres måltider er?

Kan du genkende bekymringerne og stressen, når børnene spiser meget lidt eller meget ensidigt?