af Jakob Svendsen

Peter Plys’ pølseret.

Som barn bidrog jeg ikke særlig meget til madlavningen. Men dén ret. Den var den sværeste i Peter Plys´ kogebog. Og jeg tilbød at lave den – helt selv.

Både at hælde dåsen med flåede tomater i et fad og at lægge pølsestykkerne ned i. Jeg lagde endda selv de runde dejstykker ovenpå.

Min mor behøvede ikke at gøre noget.

Heller ikke tage opvasken.

(Jeg tog den heller ikke, men den var på forunderlig vis forsvundet dagen efter.) 

Mor behøvede heller ikke købe ind. For det viste sig altid, at vi havde alle ingredienserne, når jeg skulle lave Peter Plys’ pølseret.

Men midt i den komplicerede del (hvor mel og smør blandes sammen) blev det hele pludselig surt. 

Jeg blev sur.

Mor blev sur.

Jeg blev hidsig og gik ind på mit værelse, mens jeg råbte, at jeg jo bare ville hjælpe.

Det er spøjst, hvilke oplevelser der sætter sig fast som minder. I dag, ca. 30 år efter, står den episode helt tydeligt for mig.

Men..

Jeg kan ikke huske, hvad vi blev vrede over. Kun at vi var vrede begge to.
Jeg kan ikke huske, hvad vi sagde, mens vi var vrede. Kun at vi sagde noget.

Det, jeg husker, er:

Mor kom ind til mig på værelset og sagde undskyld.

Hun sagde undskyld, fordi hun var blevet frustreret over køkkenet. Og undskyld fordi hun var blevet sur.

Dét husker jeg.

Hurra for ægte mødre!

Aldrig i verdenshistoren har der været så meget fokus på vores roller som forældre. Aldrig har vi kunnet læse så meget og tilegne os så meget viden om, hvordan vi er rigtige forældre.

Vi må ikke hidse os op overfor vores børn. Men vi skal huske at vise vores følelser.

Vi må ikke være curling-forældre. Men vi skal sørge for, at vores børn har det godt.

Og hvis vi fejler, så er det vores egen skyld. Al viden var jo tilgængelig.

Det er din fejl, hvis du ikke giver dit barn en perfekt barndom.

Når “der fejlede du igen”-følelsen rammer mig – nu når jeg selv har to børn, så hjælper det mig at tænke på lille Jakob. Med mel (og smør) på fingrene, der får et kram af sin mor.

Det hjælper at huske, at dét er mindet fra den episode.

Ikke en fejlfri mor.

Ikke en mor, der altid reagerede, som alle bøgerne skriver i enhver situation. Jeg bliver mindet om en mor, der tog ansvar og stod ved, hvad der var sket.

Jeg husker episoden, fordi vi sammen gik ud og lavede Peter Plys’ pølseret færdig.

Som voksen er det for det første gået op for mig, hvor utroligt meget mere værdifuldt, det var, at jeg i den situation så en ægte mor frem for en fejlfri mor.

For det andet er det gået op for mig, hvor mange gange i min barndom mine forældre har spist en dåse flåede tomater blandet med pølsestykker og runde dej-cirkler (bagt ved 190 grader), hvorefter de har sagt: “Tak for mad. Det smagte dejligt.”

TAK til alle jer mødre, der løfter den kæmpe opgave at være ægte mødre (og tak fordi I ikke er helt ærlige, når det kommer til at mad-anmelde pølse/tomat-baserede måltider.)