Af Lisbeth Andreassen Ryelund

Privatpraktiserende psykoterapeut, supervisor, underviser og konsulent Lisbeth Andreassen Ryelund

Uenigheder i parforholdet omkring opdragelse

For et par uger siden underviste jeg på et parkursus. Det er meget meningsfyldt og inspirerende at få mulighed for at undervise par, og tale med dem om deres udfordringer i parforholdet. På det hold var der et yngre par med to små børn, som fortalte, at de i hverdagen havde mange og svære diskussioner om opdragelse. Undervejs på kurset bad de om en samtale med mig, og det blev hurtigt tydeligt for mig, at de så ned på hinandens måde at være forældre på. Kvinden mente, at manden var alt for slap i forhold til opdragelsen; at han gav drengen lov til alt for mange vilde ting, såsom vilde kolbøtter i mor og fars seng og slåskampe på græsplænen. Det kunne jo gå galt, mente hun. Manden mente, at hun var alt for sart, og at hun havde alt for meget brug for at kontrollere både børnenes og mandens adfærd.

Kender I også det tema? Det er en klassiker hos mange forældrepar. Hos dette par var det kørt ud i nogle ekstremer, hvor de gjorde hinanden forkerte, og hvor de ikke anerkendte hinandens tilgange, men i stedet kritiserede hinanden. Det gav en gensidig utryghed i relationen.  Men i virkeligheden er det, de oplever helt almindelige diskussioner og mekanismer, som de langt de fleste forældre kender til. Tidligere sygehuspræst Preben Kok plejer at beskrive det således, at der i de fleste par er en ”strammer” og en ”slapper”:

Den ene forælder indtager rollen som den, den håndholder de regler, som forældrene har aftalt i forhold til børneopdragelsen, og den anden forælder indtager rollen, som den der af og til gradbøjer eller dropper reglerne.

Til gensidig irritation. Det viste sig, at dette par også havde indtaget hver deres rolle. De blev lettede og kunne endda grine lidt af dem selv, da jeg fortalte dem om de to typer af roller. Hun var ”strammeren”, og han var ”slapperen”.

Og hvorfor er det interessant? Jo, det er det, fordi vi fra parforskning ved, at noget af det vi hyppigst diskuterer og har sværest ved at gå på kompromis omkring, er børneopdragelse!

 

Indfør en “værdi-date”

Når jeg afholder parkurser og beder parrene gå tilbage af “memory lane” – dvs. sammen genbesøge minderne fra deres forelskelse og deres første date med hinanden, plejer jeg at sige, at man burde indføre en ”værdi date”. Tænk om vi på en af de første dates, satte os for at udspørge hinanden om værdier. Hvilke værdier har du? Hvor har du dine værdier fra? Hvis du skulle prioritere tre værdier, som du som mor eller far ikke vil gå på kompromis med, hvilke skulle det så være? Vi ville blive klogere på, om vi ville prioritere de samme værdier i opdragelsen af børnene.

Jeg har haft mange samtaler med par, på parkurser og i parterapi, og jeg har endnu til gode at møde et par, hvor opdragelse som tilbagevendende konflikt emne ikke skyldes forskellige værdier. Tilmed forskellige værdier hvor man ikke umiddelbart vil gå på kompromis.

Det interessante er, at værdier for langt de fleste mennesker ikke er bevidst tilvalgte, og alligevel lever vi vores liv baseret på nogle værdier. At blive bevidst om vores værdier gør, at vi kan tage aktiv stilling til, om de værdier er væsentlige eller ikke væsentlige. Om de er ”taget med hjemmefra” som en del af forældregenerationens normsæt og måske kunne have godt af en justering. Om vi opdrager vores børn ud fra værdier, som vi faktisk ønsker at give dem med sig.

lina-trochez-ktPKyUs3Qjs-unsplash

 

Et godt samarbejde

Jeg har ofte hørt forældre beskrive, at de har et dårligt samarbejde, hvormed de mener, at de ofte ikke er enige om opdragelsen. Men et godt samarbejde handler ikke om at være enige. Uenighed er faktisk et vilkår. Et godt samarbejde handler derimod om, at vi accepterer, at vi ikke altid er enige, netop fordi vi har forskellige værdier.  Et godt samarbejde handler om, at vi på trods af uenigheden, respekterer den anden for at have en anden holdning end én selv, og at vi er villige til at indgå kompromisser. Et godt samarbejde handler også om, at vi af og til, når et kompromis virker fjernt, er villige til at give den anden plads til og mulighed for at træffe en beslutning i en given situation.

Tilbage til parret fra parkurset. Parret spurgte mig, om børnene godt kan holde til, at mor og far er uenige. Mit svar var, at børn sagtens kan holde til, at mor og far gør forskelligt indimellem, når blot børnene mærker, at mor og far respekterer hinandens forskellighed og sammen sørger for en rar og tryg atmosfære i hverdagen – også når hverdagen byder på forskellige tilgange til opdragelse.  Det allervigtigste for børn er, at mor og far samarbejder og skaber en tryg hverdag i hjemmet.

Hvis du skulle prioritere tre værdier, som du som mor eller far ikke vil gå på kompromis med, hvilke skulle det så være?

 

Lisbeth Andreassen Ryelund

Uddannet psykoterapeut (MPF), supervisor & diplom i ledelse.

www. lisbethryelund.dk