Af Merete

Corona-foråret ryddede kalenderen – på godt og ondt. Der var en masse begivenheder, jeg havde set frem til, som blev aflyst eller udskudt. Samtidig var der også en lettelse over at slette den ene begivenhed efter den anden og opleve, hvordan skuldrene langsomt sænkede sig. Hvordan holder jeg fast i letheden, når den vante hverdag vender tilbage? Ikke mindst med en ny studiestart i sigte?

Et nyt efterår – et nyt kapitel – og lidt bæven

Nu banker efteråret på og aktiviteterne begynder at vende tilbage til kalenderen, efter en lang pause. Mon ikke flere af os oplever at være kommet ”ud af træning” med de mange ting der skal koordineres, udføres, køres til, prioriteres og besluttes…?

Eller måske er der kommet en ny taknemmelighed over at kunne foretage aktiviteter eller bruge tid med mennesker, som før blev taget som en selvfølge?

Eller en erfaring af roen der fulgte med forårets nedlukning, som noget, du ønsker at holde fast i?

Jeg oplever lidt af det hele! Men mest tydelig står erfaringen af roen og glæden ved en mere simpel hverdag. Derfor er det også med lidt bæven, at jeg i går begyndte et nyt kapitel, som kandidatstuderende. Hvordan bliver det at balancere studieliv, arbejdsliv og familieliv? Giver det overhovedet mulighed for ro og enkelthed i hverdagen?

”Not to do” åbenbaringen

Da jeg gik min daglige morgentur med hunden, kom åbenbaringen om at lave en ”not to do” liste. Det vil sige ting som jeg ikke vil prioritere i min og og familiens hverdag. ”Not to do” listen er inspireret af den svenske præst og forfatter Thomas Sjödin, som jeg i øvrigt er stor fan af! Da jeg kom hjem fra min morgentur, skrev jeg i min dagbog:

Jeg har nemt ved at finde frem til, hvad jeg gerne vil og burde gøre. Det svære er at finde ud af, hvad jeg ikke vil og ikke bør gøre. Derfor vil jeg skrive en liste over alt det, som jeg ikke skal eller behøver at gøre:

  1. Jeg vil ikke give afkald på tiden med Egild (min mand) og børnene. Familien er vigtigst og det skal afspejle sig i min prioritering. Fx vil jeg ikke lave lektier eller arbejde om eftermiddagen fra kl. 16 og indtil de yngste er puttet kl. 20.30. Jeg vil heller ikke give afkald på min daglige eftermiddags-gåtur med Egild.
  2. Jeg vil ikke engagere mig i nye tiltag, udvalg, opgaver mv., medmindre det udløser ekstra ressourcer og overskud til hele familiens hverdag.
  3. Jeg vil ikke forsætte samme indsatsniveau – særligt mentalt og visionært – som klyngeleder (mindre fællesskab af familier i den by, hvor jeg bor), men give slip og hvile i, at det er ok.
  4. Jeg vil ikke have dårlig samvittighed over de ting, jeg må vælge fra eller nedprioritere. Jeg vil gerne give slip og hvile i, at Gud har styr på tingene.
  5. Jeg vil ikke stille mig tilfreds med en presset hverdag, hvor grundfølelsen er at være bagud på både studie, arbejde og hjemmet. Hvis det sker, vil jeg ikke tøve med at fravælge det der skal til.
  6. Jeg vil ikke sætte nære relationer på standby, men prioritere venskaber og være en medlevende ven.
  7. Her er plads til flere not to do’s….

Et dyrebart redskab, som kan afsløre mit hjerte og mine værdier

Når jeg skriver i min dagbog – som jeg dog ikke får skrevet i hver dag – oplever jeg det som en proces, der er med til at afsløre, hvad der rører sig i mig. Det er med til at åbne nye rum for mig, som jeg ellers kan have svært ved at se. Det er lidt som at bevæge sig ud på en rejse, hvor destinationen er ukendt, men langsomt gennem skriveprocessen åbnes og bliver til at gribe om.

Dét at skrive er mit dyrebare redskab til at afsløre mit hjerte (længsler, sår, vrede, drømme, kærlighed mv), mine egne værdier – eller mangel på samme, og dermed en bedre evne til at prioritere – og leve.

To do or not to do – that is the question!

Hvad kunne der stå på din “not to do” liste for dette efterår?