af Thilde

I sommers stod Børne- og UngdomsOase (BUO), som Familielaboratoriet er en del af, bag en uges lejr for teenagere, VIBE-lejren. Det var en herlig begivenhed, især med et nedlukket corona-forår som bagtæppe, og de unge blomstrede i fællesskabet.

En af lederne på lejren, Maria Aagaard, gjorde sig nogle observationer, og hun har bedt om at få mikrofonen i denne måneds blogindlæg. Hun er nemlig lidt bekymret for teenagernes forhold til deres mobiler og er i tvivl om, hvorvidt vi forældre egentlig er klar over, hvordan det står til.

Uanset om du har haft børn på en BUO-lejr eller ej, er det en god indsigt i, hvordan teenagelivet leves i dag – og det kan måske give anledning til at overveje, hvordan vi som forældre kan hjælpe med at sætte gode rammer, også omkring forholdet til mobilen.

I slutningen af indlægget finder du nogle gode råd og guidelines fra Center for Digital Pædagogik.

KÆRE FORÆLDRE

Jeg hedder Maria, og jeg er en af dem, der ofte har fornøjelsen af jeres børn, når I afleverer dem på en BUO-lejr. Jeg har været lejrleder i mange år og årsagen til, at jeg bliver ved er, at jeg simpelthen ikke kan lade være.

Der er for mange herlige guldkorn og energibomber gemt i teenagere, der pludselig brager ind i en ny verden, som de skal finde hoved og hale i.

Der er dog særligt en ting, som jeg gerne vil fortælle jer om:

mobilen!

Jeg tager udgangspunkt i mine erfaringer fra VIBE-lejren, som blev afholdt på Rudehøj Efterskole uge 29 i år og i KonfiOase.

To sider af samme skærm

Generelt oplever jeg, at mobilen fylder mere og mere i teenagernes bevidsthed – på både godt og ondt. De kan nemt holde kontakt med hinanden på Snapchat, de kan få flere timer til at gå med at lave en Tik-Tok-video sammen, og så er der ingen undskyldninger for at have glemt Bibelen til undervisning – for den kan de jo bare finde frem på mobilen.

Men når jeg alligevel skriver til jer her, er det fordi, at jeg i sommers så noget, som ærgrede mig.

Vi har i lederteamet besluttet, at KonfiOase og VIBE skal være mobilfri. Det gør vi ikke for at straffe teenagerne, men for at give frihed og rum til at være sammen i virkeligheden og finde på noget, der ikke rimer på skærm. Det viser sig dog, at det ikke er sådan lige til at lave en mobilfri lejr.

Underbukser og smugling… af mobiler?

Nogle deltagere gemte den i underbukserne, så de kunne undgå at aflevere den. På mystisk vis kunne en mobil blive smuglet tilbage fra mobilkassen; andre tog en ekstra mobil med for at kunne lægge den i kassen og beholde deres egen.

Det gjorde os ikke så meget, for vores mål var at få mobilerne væk fra fællesområderne – om de så var gemt i underbukserne eller under madrassen, det var sådan set lige meget. Skulle det dog ske, at vi så mobilerne på fællesområderne, tog vi den og passede godt på den indtil næste morgen. Den aftale blev indgået med deltagerne allerede fra start.

Alligevel skabte det nogle helt vilde reaktioner, når vi tog dem, og det er særligt dem, jeg gerne vil invitere jer med ind i.

Mobile fantomsmerter

Nogle deltagere, som fik taget mobilen, brugte hele deres eftermiddag på at gå bag lederne og plage om at få den tilbage.

Andre satte sig modløse i et hjørne og erklærede fallit.

En aften, da jeg skulle lægge pigerne i seng på VIBE, mødte jeg flere, der havde angstlignende symptomer på ikke at have deres mobil ved deres seng. Én begyndte at græde, en anden hyperventilerede, da hun ikke kunne finde ro før hendes frontkamera på Snapchat virkede igen, og en tredje nægtede at lægge sig i sin seng, før hendes mobil var sat trygt til opladning.

Kampen om opmærksomheden

Jeg fortæller jer det her i håbet om, at det vækker en refleksion hos jer, ligesom det har gjort hos mig.

Ærlig talt synes jeg, det er ærgerligt, at mobilen hele tiden får så stort et fokus i deres bevidsthed, for jeg kan se, hvad der sker mellem teenagerne, når de ikke har mobilen i hånden: De bliver mere opmærksomme på hinanden. Og så bliver de mere afhængige – afhængige af hinanden og ikke mobilen.

I stedet for at flygte ind i mobilens uendelige univers, som de har gjort det så mange gange, så opstår pigesnakken på trampolinen og den spontane fodboldkamp på multibanen. De skaber mening sammen!

Det tror jeg, at vi som ledere og forældre kan hjælpe dem med at indse – hvis vi altså tør tage kampen op og insistere på at vise dem, hvad de kan bruge hinanden til, hvis de løfter blikket fra skærmen og til hinanden.

Kærlig hilsen Maria

Læs også Meretes erfaringer med at holde skærmfri december.

Center for Digital Pædagogik (CfDP) beskæftiger sig i høj grad med børn og unges skærmbrug, og i blogindlægget ”Er de danske børn og unge digitale junkier?” kommer de med flere væsentlige pointer:

  1. Vi skal ikke sygeliggøre en hel generation med vores sprog. Der er stor forskel på en afhængigheds-diagnose i klinisk forstand og det dopamin-rus, som digitale aktiviteter kan udløse.
  2. Samtidig skal vi ikke acceptere, at børn og unge ikke kan være til stede i et fysisk rum uden samtidig at være tilgængelige i et digitalt rum.
  3. Vi skal se bagom skærmbruget og se, at det er helt almindelige menneskelige behov, som ønsket om accept og fællesskab, der driver det, der kan virke som en skærm-afhængighed.
  4. Derfor skal vi som forældre og omsorgspersoner være nysgerrige på, hvad det er den unge gerne vil opnå gennem sin digitale adfærd.
  5. Vi må gerne lave retningslinjer for skærmbruget i vores hjem og familier, men det kan være lettere for vores børn og unge at overholde reglerne, hvis de selv er med til at lave dem.
  6. Men allerførst, skal vi som forældre kigge indad og se på vores eget skærmbrug. Vi er rollemodeller, og regler og retningslinjer i hjemmet skal også gælde os.

Derudover har Sundhedsstyrelsen for første gang givet 6 anbefalinger for skærmbrug. Læs om dem hos CfDP her.